Bruge symlinks sammen med Dropbox

Du er rigtig glad for Dropbox, men er træt af, at dine filer absolut skal ligge inde i den der Dropbox-mappe? Jeg vil da lige dele hvad jeg selv har gjort – og som en anden så fint har skrevet i en artikel (da jeg selv søgte efter min løsning igen, og fandt ud af, at jeg ikke havde skrevet det på min hjemmeside). 

Symlinks er kendt fra Unix-verdenen og er også kommet til Windows, og er transparente genveje til en mappe eller en fil. Du kan f.eks. have en mappe c:\mappe1 som du kan linke til fra c:\mappe2\mappe1. Nu vil du altså se indholdet af mappe1, selvom du går ind i c:\mappe2\mappe1. Det er pivsmart, når vi bruger det sammen med Dropbox.

Din Dropbox-mappe bliver som standard installeret i din home-folder %HOMEPATH% – f.eks. C:\Users\Svend\ (hvis din Windows bruger hedder Svend…)

Hvis du så f.eks. har din billedmappe i %HOMEPATH%\Pictures (som er standardmappen for billeder), kan du linke billedmappen ind i Dropbox-mappen og på den måde få indholdet uploadet til Dropbox.

Sådan gør du

Du skal først åbne en kommandoprompt i forhøjet tilstand.

  1. Tryk på Windows-tasten (Tasten på dit keyboard med et flag på, mellem Ctrl og Alt) – Menuen Start kommer op
  2. Skriv “cmd” – Du skriver automatisk i søgefeltet, og “cmd.exe” kommer op.
  3. Tryk på kontekstmenu-tasten – den anden tast mellem Alt Gr og Ctrl. Højrekliksmenuen popper op, som om du havde højreklikket på “cmd.exe”
  4. Vælg Run as Administrator / Kør som Administrator

I kommandoprompten opretter du et symlink i Dropboxmappen til din billedmappe på følgende måde:

mklink /d %homepath%\Pictures\ %homepath%\Dropbox\Pictures

Igen, %homepath% er bare en genvej, der betyder “den mappe som din bruger har fået”, f.eks. C:\Users\Svend hvis din bruger hedder Svend.

Dropbox opdaterer ikke symlinkede mapper!

Dropbox uploader automatisk, hvis du gemmer ændringer i en fil, der ligger i Dropbox-mappen eller tilføjer en fil til mappen. Men, Dropbox får ikke besked om filhandlinger på mapper, der ligger udenfor Dropbox-mappen, selvom de er symlinkede, så de bliver ikke opdateret, før du genstarter Dropbox (f.eks. ved. genstart af computeren). Skod!

Jeg har gjort det (som artiklen også beskriver) at jeg har gjort det omvendt. Altså i stedet for i dette tilfælde at have mine dokumenter i G.\+Dokumenter har jeg lagt dem i Dropbox-mappen i G.\Dropbox\Documents. Derefter har jeg lavet et symlink den anden vej, så jeg nu har et link til dokumentermappen fra G:\. Det fungerer fint :)

mklink /d  G:\+Dokumenter G.\Dropbox\Documents

 Jeg håber du kan bruge dette tip.

Slette symlinks?

Vil du slette et symlink du har oprettet? Det er nemt, du sletter bare genvejen i mappevinduet. Et symlink til en mappe vil være markeret med en pil på ligesom en genvej. Sletter du denne “mappe”, sletter du bare linket – den mappe du linker til, vil ikke blive slettet.

Finde alle symlinks

Du finder alle symlinks på et drev med følgende kommando. Dette kan forklare hvorfor det kan være så svært at finde rundt i Windows’ filstrukturer – der er symlinks overalt! :D

dir /AL /S c:\

Ps. Ovenstående er vejledende for Windows 7. Se selv om du kan hitte ud af, hvordan det er på lige præcis dit styresystem – og kan du ikke, prøv Google, der er helt sikkert andre der har stået i samme situation.

Lad mig høre hvad du synes, skriv en kommentar: